Vor bedste uge i sommer; Ø-lejr

2015-07-22 11.56.48

2015-07-22 11.56.48Vi har lige kommet hjem fra ø-lejr. Det er vor bedste uge under sommeren, og vor andre ø-lejr på rad. Marius har allerede bestemt at han skal med til ø-lejr neste år – og den gangen skal det være en hel uge. Lørdag kl. 12, vil han være klar på Røsnæs, og klar til ø-lejr 2016.

Jeg blev introduceret til ø-lejr fenomenet sidst år, da jeg blev kendt med Jon. Vi mødtes under en ferie sammen med 25 andre voksne og børn vi ikke kendte, der vi alle sammen holdt ferie i et stort hus i Bretagne. Det er en anden historie. Men vi blev kendt med Jon, og når vi kom hjem fra Bretagne, så insisterede han på at vi skulle komme at besøge ham på ø-lejr på Røsnæs. Jeg havde ingen kundskab om hvad en ø-lejr var, men da jeg fortalte om det til nogle veninder så rynket de lidt på næsen, og kom med noget om hippier, telt og fællessang. Så jeg sa til Jon, vi kommer op og besøger dig, og så ser vi om Marius vil sove over ( altid godt at have et barn at skylde på om jeg vil hjem) Jeg er ikke den helt store campingtypen, måske bor det en lille hippie i mig. Men som nordman så har jeg ikke vokset op med den helt store hippie bevægelsen eller kollektiv hjemme på Rjukan, der jeg kommer fra i Norge.

Uanset som drog Marius og jeg op mod Røsnæs, ved Kalundborg tirsdag. Og med det i tanke at vi var der den dagen og rejste hjem på kvelden efter aftensmaden. Marius var noget skeptisk når han hørte det med store fællestelt, sove sammen, udetoaletter og brusebad udendørs. Han skulle hjem og sove i sengen sin sa han. Det endret sig.

Vi ankom Røsnæs eller rettere sagt Ulstrup, og fulgte en skriftlig henvisning fra Jon, kommet per sms. Vi fandt vejen ned mod stranden, den lille grusvejen som vi skulle følge så langt den gik, og der ude på jordet så vi nogle langbord, store grønne telt,  og riktigt mange mennesker; store og små. Jon var lige smuttet en tur til Kalundborg, for handle ind til aftens, så da vi ankom, så var det ingen vi kendte. Men vi parkerede og vandret ned mod denne lejrpladsen og jeg var ret nervøs, da jeg ikke vidste om vi kom, hvordan jeg introducerede mig, og faktisk heller ikke hvad som ventet os nede i denne såkaldte hippie-lejren. Var det nøgne mennesker, “høje” mennesker eller hvad var dette ø-lejr.

Vi blev mødt af Mikkel, som ønsket velkommen, han fortalte Jon var afsted, og så viste han os rundt på hele lejr-området; teltene, toalettene, brusebad, hot tub, køkken og børneteltet. Marius fandt med en gang nogle børn på sin alder at lege med, og de var på vej ned til stranden. Vi gik så med ned, det var sidst sommer hvor det var 30 grader hver dag. På vej ned til stranden, snur Marius sig og siger: Mor, jeg bliver her til lørdag. Du må gøre hvad du vil. Og det var starten på vår ø-lejr virus.

Ø-lejr for os, er dage der vi eller rettere sagt jeg trekker stikket helt ud. Det er ingen behov for checke telefon, mails eller facebook. Det er opladere i køkkenet, og telefonen er med, men mest for at tage bilder eller videoer. Ingen internet, men masse aktiviteter. Det er fællesskab, både voksne og børn. Det er den ugen der børnene får flere ja end nej. Det er ferie. Vi har Martin som har hånd om sodavand og øl – og sodavandsis. Det er lister der alle både børn og voksne setter streger hver gang vi tager drikke, og betaler så for hver streg. Ansvar for børn og voksne – og samtidig så ved børnene at de får fler sodavand end de ellers måtte få om det skulle betales for hver gang.

Det er det at være sammen om madlavning, opvask, aktiviteter og altid en at tale med, en at tage en øl med – og altid nogle at spise med. Vi spiser på langbord. Vi bidrager hver og en med det vi er gode til. Og vi er sammen som familie, enten den er på 2, 3, 4 eller 5 mennesker. Men det er også tid til at gå en tur alene, læse en bog for sig selv udenfor teltet, tage en lur midt på dagen, eller forsvinde et par timer ingensteder.

Når jeg kom hjem dette året fra ø-lejren, så funderede jeg lidt på hvad ø-lejr gør med mig, og hvorfor vi nå har den ind i kalenderen som en fast ting under sommeren. Og Marius absolut vil ha alle 7 dage neste år. Ø-lejr gør mig som forældre lidt blødere i kanten, den giver mig tid til mig selv, da børnene ikke har tid til os voksne. Den giver det fællesskab som vi som en lille familie på 2, kan savne lidt i hverdagen. Og så giver den ro i sjælen, det fjerner rynker i panden og den giver slip på hverdags stress, får mig ned til bunden og giver tid til at tænke over hvad som er viktig i livet.

Når vi rejste hjem igen i lørdags, så talte Marius og jeg hvad ø-lejr gør med os, og hvad vi lærte denne gangen. Og som Marius sa, den lærer ham at være sammen, gøre ting sammen og samarbejde. Og så sker det ting hele tiden; natløb, kondis-løb, geo-catching, disc golf, madlavning, cirkus, rollespil, fodbold, strandture, ture til købmanden, cykelture, drengetelt og sove i shelter. Ingen brusebad, ingen regler for hvad han skal ha på. Han kan gå i det tøj han passer, selv om han gik i det samme tøj dagen inden, og dagen inden også. Det er bare flere ja den ugen, end de andre uger.

Det er den ugen som vi begge glæder os til hver sommer. Uge 30 på Røsnæs. Det er den ugen der vi har ferie i sjæl, sind og krop. Og jeg vil nok sige at vi alle behøver en ø-lejr uge, måske hvert år, måske hvert halvår. Lige for at tage en check på hvor vi er i livet, dette året. Jeg føler jeg nullstiller mig selv hver ø-lejr. Jeg nullstiller min sjæl, min krop, mine tanke – og skaber en balance tilbage igen hos mig. Min nullstilling hedder ø-lejr. Måske hedder den noget andet for dig; ferie alene, yoga-ferie, detox, træningsferie eller noget andet. Men jeg synes vi alle skulle finde vor ø-lejr og nullstille kroppen en gang i året.

Vi skal iallefall på ø-lejr neste år igen. Denne gangen hele ugen. Samme tid. Samme sted. Samme uge. Og sannsynligvis mange af de samme mennesker. Det er vor bedste uge hele sommeren.

Sårbarhed – når gik den tabt

citat

Helt siden jeg startet på LivingVoice Leadership kursus, så har jeg udforsket lidt hver dag, hver uge og hver måned min sårbarhed. Hvorfor den er blevet lagt låg på, hvad har det gjort med mig at den ikke har fået være tilstedeværende i mit liv. Og hvad andet har jeg lukket ned for i mit liv ved at holde den nede.

Jeg tænkte tilbage til min barndom. For jeg måtte jo finde ud hvornår lukket jeg ned for den, min sårbarhed. Hvornår blev det ikke ok at være sårbar, eller hvornår ville jeg ikke være sårbar længer. Eller måske hvornår blev det farlig. Mange spørgsmål. Mange svar. Ville jeg dykke ned i det. Ville jeg grave frem noget jeg ikke ville se. Ville jeg opdage noget jeg ikke ville mindes. Måske var det værd det. Måske har jeg hele tiden fordækt det hele. Og måske ville jeg opdaget jeg har løjet for mig selv. Jeg husket lige Debbie Ford under Shadow Workshop sa det med at lyve for en selv og tro at alt er godt som “Putting ice cream on the poop”. Lorten findes fortsat der bare fordækt af isen, og når det smelter så er det fortsat lort.

Det var ingen vej udenom. Jeg måtte kigge ind. Jeg startet med at kigge bagover. Finde mit første barndomsminde. Hvad var det første jeg kunne huske. Jeg kan så vidt huske en 17.maj med min første plejefamilie. Eller så har jeg sæt det på et fotografi. Men så vidt huske noget med 2 brødre. Men det rigtig lange førte minde. Det er at jeg sidder i en lille, beige Mini Morris. Den af de gamle Mini Morris. De virkelige små. Jeg er i kjole. Mener den er hvid med røde polkaprikker. Jeg havde kort hår. Mørkt. Og sat nok i forsædet på bilen. Jeg kan ikke huske vi kører afsted. Men kan huske lige inden vi ankommer det som skal være min 2. plejefamilie. Den familie som jeg kommer til at vokse op i. Men inden vi ankommer, så gør vi et stop på vejen. Det er på fjeldet inden vi begynder køreturen nedover den svingede vejen mod Rjukan som skal blive mit barndomshjem. Her midt på fjeldet standser vi så og køber nogle bolsjer, ser på udsigten – på dalen, indsøen og fjeldene. Vi kører så en stund. I dag ved jeg det var ca 45 minutters køretur. Vi kommer til Tvergrot. Parkerer så udenfor en brunmalet etageejendom med 4 lejligheder. Og de jeg skal bo hos bor i stueetagen. Da jeg kommer ind, så bliver jeg vist rundt, og introduceret til min kommende familie. Mor. Far. Min søster. Hun smiler. Lyser op. Stolt kommer hun frem til mig. Og siger hej. Jeg bare snur mig rundt. Kigger på hun. Måler hende op og ned. Og så siger jeg: Jeg bliver her ikke så længe. Nok de mest sårende ord en glad pige på 3 år der ønsker sig en søster kan få. De rammet hende som piskeslag. Det var en afvisning.

Det var det første bevis på min sårbarhed var lukket ned. Jeg havde bestemt mig for at ikke la mig såre igen. Det var min andre plejefamilie på kort tid. Jeg var fire år. Og mest sandsynlig så blev jeg taget i omsorg når jeg var et sted mellem 1-2 år. Det minde har jeg ikke. Det er nok fortrængt. Det at miste sin tryghed så tidlig. Så fortrænger man det for at overleve. Det er det vi kalder overlevelsesmekanismer.

Men det minde om at jeg ikke blev så længe. Det minde om at jeg ikke kunne såres mer. Det er mit første barndomsminde. Og det var der min sårbarhed blev lukket ned for. Gemt bort. Blev stille. Og ikke tilgængelig. Det er den jeg er på en walk-about for at opdage igen. Genopdage og se hvad den kan give mig.

Hvordan har du med din sårbarhed. Er den gemt helt væk. Er den måske bare lagt til siden. Vil du opdage den igen. Udforske. Se om det er nogle sider som skal genopdages. Hvor er du bange for at blive såret. Arbejde. Relationer. Intime relationer. Venner. Din historie. Dine hemmeligheder. Har du hemmeligheder.

Det er altid godt at tage imod hjælp. Jeg har under de sidste 10 år taget flere uddannelser og kursus hos Debbie Ford, og vært til flere foredrag hos Pernille Melsted, for at udforske mine skyggesider. Om du vil læse en bog, kan jeg anbefale Pernille Melsted sin sidste bog “Sæt dig selv fri” som også findes som online kursus. Du kan læse mer om Pernille og hendes kursus og workshop på websitet

 

Sårbarhed

Shakespeare citat

Meaning of Life

I vinter deltog jeg på Merete Noergaard sin Living Voice Leadership træning der spænder over 5 moduler. Det er et intensivt træningsforløb for ledere, formidlere og kommunikatorer der vil brænde igennem. Merete Noergaard er operasanger, og lever af at brænde igennem med sin stemme.

Vi startet med at skulle fremme vor signaturhistorie. Det var svært synes jeg fordi jeg havde ingen signaturhistorie. En signaturhistorie er i en kort essens sammenfatningen af hvem du er. Det blev svært. Synes jeg. Vor signaturhistorie er som vor underskrift. Vor stemme. Vores helt egen. Det blev umulig. Det kendtes umulig. Så skulle jeg jo dykke ned i alt det jeg ikke ville kigge på. En af mine oplevelser. Udfordringer. Vært med til at forme mit liv. Forme min karriere. Det sidste modul endte også med at vi skulle fremføre vor signaturhistorie.  Mine historier kom fra samme sted. Men var to ulige historier uanset. Det kom mer struktur på den sidste og jeg kunne godt se jeg var mer klar på hvad jeg havde taget med mig til mit ståsted i dag.

Men det jeg blev mer bevidst på var hvordan min historie også er en historie om gemme bort sin sårbarhed. Hvad det gør med et barn som ikke finder et trygt sted at være sårbar, vise sin sårbarhed og fremfor alt få lov til at være sårbar uden skam, men bare være. Det er den sårbarheden jeg har startet udforsket. Hvordan og når satte jeg låg på den, hvad har det gjort med mig i min opvækst, mit voksne liv. Og hvorfor er det vigtig for mig at nå tage huld på den, gøre den synlig og hvorfor lige nu.

Det er mange spørgsmål som kom under dette læringsforløbet, og det endte med at jeg lovte at lave et foredrag om sårbarhed, sårbarhed og børn, og sårbarhed og forældre. Baseret på min egen historie. Den kommer snart. Snart som i nå om lidt.

Om du er interesseret i at træne stemmen professionelt eller privat, så har Merete en åben stemmeworkshop den 14 juni.

 

Glutenfrit sandwichbrød

Jeg eksperimenterer med glutenfrie bagevare for tiden. Jeg og min søn er vildt glade for god mad, smage på nye ting, bage kage og brød- og nyde mad.

Desværre så tåler jeg ikke så godt gluten, og dermed madvarer med meget gluten i som gode bagevarer brød, kage og boller. Og har så købt nogle ferdigbageblandiger til brød, pizza og kage. Forsøgt mig på den LHCF version af de forskellige – og købt glutenfrie bagevarer når det er tilgængelig. Jeg kan jo godt sige at det som tidligere hed Naturbageriet – nå Landbageriet  har det bedste, og mest velsmagende udvalg af glutenfrit. Men de har kun en forretning i København, som ligger i Frederiksborggade, lige ved Torvehallene. Men kan anbefale deres tebirkes, selvom de ligger i den dyre ende af bagevarer vil jeg sige.

Croque Madam som god aftensnack eller frokost

Croque Madam som god aftensnack eller frokost

Jeg har savnet at kunne lave nogle gode sandwich, toastet brød eller bare en god Croque Madam, og la os sige det at det er ikke det samme at lave den på stenalderbrød. Mye af det andre glutenfrie brød synes jeg smager lidt pappaktig, og samtidig ville jeg gerne ha et økologisk brød uden tilsetningstoffer jeg ikke kender navnet på.

Jeg har så googlet lidt rundt på internet, kigget på de ulike opskrifter. Og igår fant jeg et brød, som jeg så gjorde lidt endringer på og fik til et godt sandwich brød jeg kunne lave en rimelig god Croque Madam.

Her er så opskriften:

3 kopper Jyttes glutenfrie mel
3 spiseskeer sukker (jeg bruger urtekram sit kokossukker)
2 tsk Xanthan gummi
4 tsk bagepulver
2 spiseskeer tørgær
1 tsk salt (måske lidt mer for at få mer smag på brødet)
1,5 kop varmt vand/mælk/sojamælk ( jeg bruger vand)
2 tsk vinegar ( æbleeddike, urtekram sin franske er god)
1/4 kop olivenolie
2 ekstra store æg

Ovnen varmes til 190 grader.
Rør 1 tsk sukker ind i det varme vandet, og visp så tørgæren ind efterpå. La det stå lidt på siden til du ser tørgæren bobler lidt.

I en bolle blander du mel, resten af sukker, bagepulver,salt og Xanthan gummi sammen. I en anden bolle visper du så olivenolie, æg og eddike sammen.

Du blande så æggeblandingen med vand/sukker blanding. Visper sammen og så blander det i mælblandingen, enten for hånd eller i en foodprocessor/blandemaskine.
Blandingen vil se ud iskrem, lidt blød, ikke helt fast.

Nemt og enkelt at lave, tager kun 1 time

Nemt og enkelt at lave, tager kun 1 time

Du heller så den i en smurt brødform, og lar den hvile /hæve ca 30 min. Jeg lot den stå på den varme ovnen. Derefter setter du brødformen ind i 190 grader varm ovn, 20 min. Læg så en folie over brødet så det ikke bliver brændt på toppen, og bag det ytterligere 10 min.
Når det er klart, så tag det ud, men la det stå i formen ca 5 min før du vender det ud på en rist. Derefter er det viktig det afkøles helt, inden du skærer i det.

Mit brød var lunkent da jeg smagte på det, med god klat smør på og smagte underbart. Men så brugte jeg det til et Croque Madam, og det smagte like bra.

Hvor køber jeg så ingrediensene:
Jyttemel, økologisk tørgær og bagepulver fåes købt i de fleste supermarkeder (jeg køber det i min lokale Superbrugsen)

kan købes i Urtehuset eller på nettet

Kan købes i Urtehuset eller på nettet

Xanthan gummi købte jeg hos Urtehuset i Lyngby (de har forretninger på Østerbro og Frederiksberg) og webshop. Jeg fant den ikke i deres webshop. Men gengæld fant jeg den på denne webshop som heter Mad til dig, og forhandler glutenfri madvarer og bagevarer.

Og hvor lang tid tog det. Det tog mig lidt over 1 time inkluderet hæve og bagetid.

Du er indkaldt til kræftundersøgelse på Rigshospitalet

Fear

Det sto så sort på hvidt, på det arket som blev udlevert af lægesekretæren. Onsdag kl. 09.00 på Rigshospitalet.

Det var en setning jeg ikke lige hadde tænkt på. Jeg hadde fått undersøgt to lymfeknuder der var dukket op i juleferien hjemme i Norge. Og for en sikkerhedskyld bestilte jeg time hos lægen for at få dem undersøgt. Og min læge hadde så direkte senct mig til en speciallæge for øre, næse og hals for nærmere undersøgelse. Faktisk insisterede hun på at det skulle ske hurtig, så jeg måtte ombooke min flybillet fra morgenflyet til eftermiddagen dagen efter. Jeg blev undersøgt i hele øre, næse og hals regionen. De gjorde en ultralydscanning. Og fant ingenting, så jeg kom på en antibiotikakur i 10 dage, mens jeg var ude at rejse. Så når jeg kom til undersøgelse, og lymfeknudene fortsat var der, så trodde jeg at jeg ville bare få en ny anti-biotika kur, og derefter ta hjem og se hvordan den funket.

Kræftundersøgelse og Rigshospitalet var ikke den beskeden jeg hadde ventet. Men nå kom den, og jeg skulle forholde mig til det. Jeg kørte på arbejdet, og tænkte så at det får jeg forholde mig til når jeg bliver tvunget til det.

Men når det er sagt, så  må jeg sige at det har vært et forløb som er præget af beslutninger, opfølgning og professionalisme. Alle læger jeg har mødt har taget det hele meget alvorlig. Som min første læge sa ” Vi betragter det her som kræft indtil vi har fået bevist modsat” . Inden 3 uger var godt hadde jeg vært gennom MR scanning, CT scanning, 2 biopsier og en knude var taget ud for at checkes nærmere. Og nå venter jeg svar på den.

Hva har det så gjort med mig?Fear

Jeg vil herefter alltid tage en forandring i min krop alvorlig, og få det checket for en sikkerhedskyld.

Og jeg har satt mig til at få gjort de ting som jeg har tenkt på, drømt om og projekter der har ligget i dvale, ting som burde ha blevet gjort, mennesker der skulle inviteres eller rejser som skulle gøres. Kort sagt gøre de ting som ligger en nær, og glemme de ting som ikke betyder noget.

Og så har jeg fået et større bull-shit filter på, der siger mig at ikke bryde sig så meget om hvad andre tænker og tror. Og være stolt af mig selv for alle de ting jeg har fået udrettet så langt. Både på norsk og dansk jord.

Svar på lymfeknuden, det kommer den 17 februar. Og som jeg sa til lægen: Jeg betragter det som ikke kræft indtil du har bevist noget andet.

Det at sejle…

2015-01-19 16.01.18

Mine venner og bekendte ved at det at rejse er en af mine store passioner. Jeg har rejst det meste af mit liv, brugt det meste af mine penger til at rejse, og til nye oplevelser. En af de store oplevelser for mig er at sejle. Og heldig nok laver jeg PR for en af de flotteste sejlskibe. Min siste rejse var til Cuba, og en sejltur i havet rundt i det sydligste hav hen mod Grand Cayman, for at så skulle skibet tilbage til Cienfuegos. Sejlplanen kan du se her på Star Clippers sin website.

Star Flyer og CubaDet er Star Flyer som sejler på Cuba, det kan max være 170 passagerer ombord, 74 personale. På vor sejltur var vi kun 82 gæster og hadde mer eller mindre 1 personale per gæst ombord.

Clipperskibene er regnet som de raskeste sejlskibene i verden og kan få en fart på 10-15 knop i den rette vinden. De “klipper” bølgene – og det er behagelig at sejle. Denne gangen var vi så heldig at have Christel omord, en yogalærer. Hun gjorde yoga med de som ville være med om morgenen kl. 7 og på aftenen efter solnedgang kl. 19. Det at lave yoga ombord på skibet giver en en ekstra udfordring pga de små bevegelser i skibet, så aktiverer du også de mindre muskler i kroppen, og det bliver så til en dobbeltvirkning. Ikke bare de store muskler, men også de mindre bliver brugt under hver yoga session. Men fantastisk måde at vågne om morgenen på.

Her kommer lidt stemningsbilleder fra Cubarejsen. Vi gjorde en fantastisk kombination med 2 dage i Havanna, sejlturen og afsluttet så med strand på Varadero inden vi rejste hjem igen. Den perfekte ferie for mig :-)

Her er lite stemningsbilder fra livet ombord på Star Flyer

2015-01-19 06.49.03  2015-01-19 18.23.22 2015-01-19 16.01.18 2015-01-19 16.08.21 2015-01-19 16.09.24 2015-01-19 16.10.08 2015-01-19 18.23.09   2015-01-19 18.24.39 2015-01-19 21.17.07 2015-01-19 21.17.16 2015-01-21 06.59.58 2015-01-21 17.23.51 2015-01-22 06.42.13 2015-01-22 13.18.07 2015-01-22 13.18.15 2015-01-22 13.29.04 2015-01-22 13.29.50 2015-01-19 16.01.03

 

Og her har dere lidt stemningsbilleder fra Havanna

2015-01-17 16.10.282015-01-17 21.49.51 2015-01-17 21.44.48 2015-01-17 21.42.11 2015-01-17 21.00.58 2015-01-17 20.54.09 2015-01-17 20.49.27 2015-01-17 20.48.53 2015-01-17 18.27.16 2015-01-17 18.16.10 2015-01-17 18.08.00 2015-01-17 18.05.32

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Har du trænet din viljestyrkemuskel idag?

Fear

Januar er måneden der det settes nytårsforsætter, de fleste i sundhedens, træningens tegn. Og mange setter igang med træningsprogram i fitness center, personlig træner, bootcamp, nye kure, sukkerstop og andre ting. Alt for at blive et bedre menneske.

Det handler om at ændre nogle vaner. Nogle gange om at ændre flere vaner og livsstil. Og det er jo det de kure handler om. Ændre madvaner, kostvaner, træningsvaner – eller faktisk få nogle vaner i mangel på at have nogle som er gode for en.

Januar bestemte jeg mig for at træne min viljestyrke, viljen til at ændre kostholdsvaner, viljen til at starte træne igen, viljen til at tage hånd om mig selv. Og jeg startet med en 10 dage challente. 10 dage tænker du måske. Hva gør det. Men jeg ved med mig selv at jeg er et konkurrancemenneske.Og en challenge der flere andre var med – perfekt for mig. Du kan se challenge’en hos fit living med Martin Bonde Mogensen.

challengeDet var det som passet mig. En challenge hver dag. Og ikke alt på en gang. En liten ting hver dag. Ingen kaffe, ingen hvidevarer, ren juicedag, 30 min gåtur hver dag. Du kan selv klikke ind på linket -og lave challenge for dig selv. Og se hvordan du har det med det. Hvad var det bedste med challenge. Jeg opdaget hvordan kaffe er lidt “falsk energi” – og hvordan 30 min gåtur hver dag. Så jeg bestemte mig for at ikke drikke kaffe de neste 12 måneder. Og så bestemte jeg mig for at ikke spise rødt kød de neste 12 måneder. Så det er min 2015 challenge. Og ser ud til at jeg har adoptert den gåturen hver aften. Og så bestemte jeg mig at jeg vil udfordre min vlijestyrke videre i 2015. Så jeg tager en ting af gangen. Ingen kaffe og ingen rød kød. Det går godt så langt. La os se hvad jeg tager til mig i februar. Måske en ny vane. En ny vane hver måned. En ny udfordring til viljestyrken.

Den lidt dumme frygten, som bare “popper” op

images

Jeg satt på Baresso her om dagen. Jeg skulle op til kontrollerende køreprøve, som var i Helsingør, og hadde lidt tid efter aflevering af barn i skole til jeg skulle være der. Og ville så gå gennom nogle ting inden prøven over en kaffe, og da Lyngby var på vej, så blev det Baresso her. Det er gratis WiFi, som er enkelt at connecte sig på, og ikke så meget larm, som mange andre kaffebarer.

Vel, tilbage til den kontrollerende køreprøven. Den burde jeg jo egentlig frygte. Men der var jeg nok bare lidt bange for at jeg ikke kom til at bestå prøven, og så mistet jeg kørekortet til jeg evnt neste gang besto. Og det var lidt ukurant her i juletider, vi skulle hjem til Norge og alle aktiviteter som Marius skulle til under ugen. Så der var jeg nok bare nervøs, men ingen frygt. Interresant nok. Måske også lidt skam over at jeg skulle op til kontrollerende køreprøve. Men det hadde jeg forliket mig med, og delte på facebook.

Faktisk et godt redskab til at håndtere både skam, frygt og bangebuksen i sig. Del det på facebook. Det er frygtelig de første dage.. men så bliver iallefall, jeg lidt likegyldig til det, for nå har jeg så sagt det højt. Og alle kan se det.

Men iallefall igen tilbage til Baresso i Lyngby, min ventende kontrollerende køreprøve. Jeg var tilmeldt et online kursus for teoriprøve, som jeg kunne lytte til på mac’en samtidig som det viste bilder af de ulike trafiksituationer og jeg skulle så svare på de ulike alternativer som kom op.

Jeg fik min kaffe, skulle finde en plads at sitte, og opdager så at jeg faktisk styrer unna den vanlige platsen min som ofter er ved vinduet på de høje stoler. Men setter mig ned i sofarækkene, et sted hvor jeg kan sitte mer skjult med computeren, så ikke andre så hvad jeg holdt på med da bildene fyllte hele skærmen. Jeg satt der med mine høredutter i ørene og gik gennom de sidste lektioner, og var meget bevidst på om de på rækkene bagom mig så evnt når jeg gjorde fejl og ikke besto hele lektionen.

images

Og da jeg blev bevidst om at det var en frygt, frygt for at være dum, frygt for at andre trodde jeg var mindre intelligent, usmart. Så kom den 10 årige Christine til vågne, for det var mit 10 årige alter – ego der kom til syne. Christine i skolen, hjemme som alltid var god i skolen, som løste alle opgaver, som ikke behøvde læse lektier, som fik bedste karakter. Og dette her var jo bevis på at jeg faktisk ikke bestod alle prøver, at jeg ikke vidste allt. Og den frygt for at de andre opdaget det. Ja – den kom op lige der.

Og hva gjorde jeg. Jeg fortsatte og satt med frygten i halsen, og tænkte at de måske har nok så meget andet at tænke på om jeg kunne svare korrekt på alle spørsmål til min teorilektioner er på cafeen. Ubekvemt? Ja. Gik det over? Nja. Bestod jeg teoriprøven? Jeps, det gjorde jeg. 4 fejl. Var jeg irritered over at jeg ikke hadde 0 fejl? Jeps det var jeg også. Hader jeg tabe i brætspil? Yes, det gør jeg også. Og hver gang er det 10 årige Christine som bliver lidt småsur.

 

 

Og hva med den frygt, vi burde ha kommet over…

Jeg har bestemt mig for at blogge om frygt framover her på siden. Og min største frygt jeg skrev om i forrige indlæg var min frygt for om folk ville forstå hva jeg skrev, om de forstår hva jeg siger og frygten for at folk vil kritisere mig fordi jeg skriver et dansk / norsk sprog. Et sprog der mange vil si det er for mange fejl til at kunne læse, at jeg ikke kan skrive og at det ikke er verdt at læse.

„Face your fears and live your dreams.“

Men nå har jeg bestemt mig for at trosse den frygten, og la mine kritikere få lov til å høres, og uansett så vil jeg fortsette at skrive om frygt. Og går så frygten væk bare fordi jeg har skrevet et blog indlæg? Jeg tænkte måske om jeg kunne være så heldig at jeg bare kunne skrevet det ene indlægget. Men så nemt var det vidst ikke. Jeg kunne godt merke at frygten den kommer hver gang jeg setter mig ned for at skrive, og det kan være en kommentar på et facebook indlæg, blog indlæg her, en arbejdsmessig mail eller et større indlæg. Det som undrer mig, er at jeg ovenfor andre ting som jeg burde være bange for, og ha en reel frygt for, ikke har det. Men det at skrive, ha en mening – hvorfor den frygt ligger så dybt i mig, at jeg hver gang skal sette mig ned at skrive et blog indlæg får vasket gulve, lavet aftensmad for de neste 3 dage, vasket tøj, renset buret til marsvinet – og lavet budget. Det er lidt for mange overspringshandlinger, lidt for mange af de kedelige, eller de som bliver kedelige fordi jeg gentager dem flere gange.

Fear

Så jeg satt mig ned, og ville finde ud af hva jeg egentlig hadde frygt for; skrive, ha en mening, blive kritisert, at ingen ville like mig. De alle var jo linket til hverandre på en måte, men samtidig så var det jo en ting som “trigget” de andre med i samme gruppen. Jeg har flere coachutdannelser hos Debbie Ford, der har hovedtema med at arbejde med vore skyggesider, eller rettere sagt hvor jeg har arbejdet med mine skyggesider; både de positive og negative. Og et af de mer forløsende workshop, er den 3 dages workshop : The Shadow Process, der jeg har hatt mulighed til at dykke ned i noen skyggesider som fyllte mer enn andre. Og en av de sider jeg så på var det at fylde mer i min hverdag, blandt mennesker jeg ikke kendte så godt, bekendte og faktisk fremmede. Hva har så det med at skrive blogindlæg at gøre? Under processen så jeg tilbage til mine tenår, når jeg gik i gymnaset. Under de 3 årene fra jeg var 15-18 år, skrev jeg indlæg i lokalavisen, jeg diskuterte politik med mine medstudenter, hadde nogle markante meninger uden at være bekymret for hva andre mente og var til og med redaktør på studentavisen. Hva skedde så? Det jeg kom til at tænke tilbage til var at en af mine medstudenter og skoleveninde var hurtig ude til at skulle korrigere mine tekster i avisen. Det var alltid noget fejl, noget som ikke var korrekt, noget som ikke kunne stå der. Jeg skrev av hvad jeg kan huske en riktig god leder til avisen, som jeg viste til andre for at få tilbagemeldinger. De andre synes den var sjov, den hadde lidt humor og var samtidig noget alvor bagom. Min studievenninde synes den ikke kunne stå som leder – og dermed korrigerte hun og ga besked at hun var nok min reddende engel, så jeg ikke blev gjort til latter blant mine medstudenter. Lige der og da – helt ubevidst gjorde jeg en beslutning om at lukke ned for mine skriverier, meninger og udsagn. At jeg ikke kunne skrive, og det var godt det jeg mente eller udtrykte. Jeg er sikker på at hun ikke bevidst ville lukke mig ned. Og jeg gjorde heller ikke en bevidst handling i at gøre det. Men jeg kan godt se det var vendepunktet i forhold til hvordan jeg vurderte mig selv udfra andres meninger.

Og hvordan gør jeg det bevidste valg at så vende tilbage til min tro på mine meninger, til mig selv, og at jeg har noget som måske andre finder en mening i, en støtte af, eller faktisk bare synes er interessant eller sjov at læse. Uansett om det er skrevet på dansk, norsk eller dansk/norsk. 1. Jeg tog mig tiden til at dykke ned i frygten, tage mig tid til at se på hva er det  jeg løber fra og hvorfor. Se tilbage i tiden og finde ud hvilke hendelser påvirket mig, hvilke påvirket mig ikke. Det har vært en process, som kom over tid. Jeg har læst Debbie Ford sine bøger flere gange, og vært i process under de mange kursus jeg har vært med til. 2. Trosser min frygt, kigger ind i den og gør det jeg frygter mest. Det er nettopp at skrive mine blogindlæg. Og særlig det at skrive om både skygge og frygt. For det ved jeg mange andre har så meget mer kundskab om enn mig, og skriver på så eminent måde. 3. Bliver ved med at skrive, selvom det gør ondt inde kroppen, skrive forbi alle overspringshandlinger bevidste og ubevidste, selvom andre kritiserer mig, selvom ingen “liker” mit indlæg, selvom jeg ikke deler det med andre. Og når den dagen kommer der jeg ikke bryder mig om det er nogen som har “liket”, som har sett det, eller om det er en kommentar der ikke liker hvad jeg skriver – og tænker pytt. Så er jeg på vej til at vende tilbage til mine tenår der jeg hadde en mening, frygtløs uden tenke på hva andre mente om den.

Og når frygten kommer, så tænker jeg tilbage på min far. Han sa alltid når det var noget vi ikke turde eller synes var farlig ” Dør du af det? Hvis ikke, prøv det”

PS. Jeg har også frygt for alle de coaches som nå måske dykker ned i mine ord, og synes jeg simpelthen beskriver det helt fejl og på en uskøn måde. Men om du vil høre mer, læse mer om skyggesider og hvordan du kan arbejde mer med det, og deltage på Shadow Process som nå foregår på dansk. så klik ind på Pernille Melsted, hun skriver mange kloge ord om skyggesider.

Frygt er en underlig størrelse

Frygt. Frygt. Frygt. Om jeg siger ordet mange nok gange, så måske forsvinder det. Men frygt er en underlig størrelse. Den kommer i alle mulige varianter og i ulike størrelser. En frygt kan være meget stor for en person – hvor måske jeg ikke kan se noget frygt i det. Den sniger sig ind nogle ganger og den dumper rett ned i fanget andre ganger.

En frygt for mig var at skrive dette blog indlæg. Eller det er fejl, det er flere ulike frygt indblandet her. En af dem er frygten for at alle dem som vil kritisere sproget mitt i indlægget. Det er en god blanding dansk og norsk når jeg skriver og snakker hurtig. Og dette blog indlæg er mer mundtlig enn skriftlig. Du skal liksom forestille dig at du sitter ovenfor mig, en nordmand der har bodd i København i 10 år, og dermed taler en blanding af begge sprog. Men tilbage til frygten. Frygten har kommet opp med mange undskyldninger, og nogle riktig gode. Jeg har ikke tid, det tar altfor meget tid, bloggen er ikke opdatert, ingen gidder læse så meget vås, jeg vil blive til latter, og den bedste. Jeg husker ikke log-in på bloggen. Og de har fungert i en lang tid. Alt for lang tid. Og måske begyndte jeg at bare avfinde mig med den frygten var der. Måske skulle jeg ikke skrive dette blogindlæg. Måske var det ikke meningen at jeg skulle skrive. Jeg fik lavet mit arbejde istedenfor, hadde nogle flere timer med min dreng. Drukket noget mer kaffe med mine veninner. Og livet gikk videre. Men de tanker om hvordan frygten stopper ikke både mig, men sikkert nogle andre. Det at frygten faktisk fikk mig til at ikke sette mig ned at skrive et blogindlæg, et uskyldig blogindlæg. Det var skræmmende.

Skru op for livet - Michelle Hviid

Skru op for livet – Michelle Hviid

Hvad fikk mig til at skrive? Jeg var så heldig at møde kvinden nedenfor, som så mange andre har sett i medier, på facebook og på foredrag, Michelle Hviid, i sommer. Under en ferietur til Frankrige. Nærmere bestemt i Bretagne. Og for at lave en historie kort -så fikk jeg med mig denne bogen hjem med en krammer fra Michelle. På vej hjem fra Bretagne sammen med Marius, under et af de mange stop, så læste vi sammen gennom Michelle sit manifest for livet. Mange af dem kunne jeg nikke genkendende til. Blandt andet nr 11. Tag ud og se verden. 14 . Husk at gå udendørs. Men et par andre ville jeg helst ikke læse 10. Vær ikke bange for at fejle 19. Se din frygt i øjnene. Bogen har jeg hjemme – og bla bla bla.. Men så finder jeg ud af Michelle laver sit sidste åbne foredrag på en stund – og så får jeg tenkt ” jeg skal med” og tilmelder og betaler uden at jeg ved om jeg har barnevagt eller aftaler den dagen. Jeg får barnevagt, og jeg kommer med. Og det er  i efterkant jeg mærker at – Hold da opp hvor det er deler af mit liv som har vært på hold. Og hvordan frygten har styrt deler af mitt liv de sidste 10 år. Og nå sidder jeg her. Jeg har fått lavet hjemmelavet marmelade, spist frokost, drukket te, satt på opvaskemaskinen, læst mange opslag på facebook, kommentert et par stykker også. Men omsider så er indlægget klart. Og tak Michelle for det kærlige los til at turde sette mig ned at skrive dette blog, for inspiration mandag aften. Om du vil ha inspiration til at se frygten i øjnene, turde gøre lidt mer i hverdagen. Og jeg kan anbefale at du køber bogen og læser den – enten om du trenger et kærlig los, eller inspiration generellt til at gøre noget annerledes i live  ditt. Køb den her . Og hva har så alt dette min frygt. Er frygten over nå som jeg har skrevet blog indlægget? Nej… nå skal det jo “publiseres”, deles, og så vente på om det kommer kommentarer, kommer ikke kommentarer. Og hvor mange synes jeg bare er dum, og ikke kan skrive. Men jeg har tænkt mig lave det eksperiment at nettopp blogge om mine ulike frygt som kommer opp her framover. Og skrive om det – for at komme over frygten for at skrive. For når jeg begynte at tenke over min frygt for at skrive dette blogindlæg, så oppdaget jeg at jeg hadde flere ting jeg frygtet liggende. Min mission er at tage hull på dem, en efter en her på bloggen. Og første frygt jeg tager hull på, men som lever med mig – er frygten for skrive her på bloggen. Men nå har jeg en god undskyldning for at skrive. Frygt.

1 2 3